Nepal januar 2010

Jeg blev i Nepalgunj i to dage sammen med Roland og teknikerne fra Sita Air. Tågen lå der stadig, og arbejdet foregik i halvmørke; der var ingen el i bygningen, bortset fra den generator, der blev startet, når der skulle bruges strøm til værktøj og kompressor. Fotografen var naturligvis forberedt på alt, og havde medbragt et mindre studie med paraply og ekstern flash!
Lige op ad landingsbanerne gik bønderne og høstede højt græs til tækning af husene, og en lille dreng gik rundt med en tambourin for at skræmme slanger væk. Jeg kastede mig ud i folkelivet, og fik fine billede ud af det. Roland havde omsider fået alt sit værktøj sendt fra Indonesien, og skulle arbejde igennem til om mandagen med i alt tre Garrett TPE331 turbopropmotorer, en motor han har arbejdet med i 25 år. Manden havde styr på sagerne, og ledede de mange ivrige håndlangere med venlig autoritet.
Endnu et par flyveture
Yeti Air´s Jet Stream var ren luxus i forhold til Dornieren. Den bar mig tilbage til hovedstaden, hvor jeg blev modtaget af Sita Airs hjælpsomme og veluddannede repræsentant R. Silwal, som installerede mig på det overdådige Everest Hotel. Om aftenen hentede han mig til powershopping og middag, ledsaget af musik og lokal dansetrup.
Næste morgen fløj jeg med endnu en Dornier 228 til den legendariske lufthavn i Lukla, 2860 meter over havet, helt oppe ved Mount Everests fod. Vi var to passagerer, plus en masse rissække og papkasser. Alligevel var der en velklædt stewardesse med bolcher og vat til ørerne.
Landing i Lukla er noget for sig selv, se filmen her: http://www.youtube.com/watch?v=6l4fLNbHqbE
Nu med Sherpa
Indlogeret på The Buddha Lodge, blev jeg tildelt min egen sherpa, en ung mand, der viste mig rundt i området, og insísterede på at bære mit fotogrej. Det var praktisk, fordi den tynde luft tog pippet fra én, men helt ærligt ville jeg hellere være alene i storheden og stilheden mellem de mægtige bjerge. Men han tog et godt billede af mig!

Efter et hvil, hvor jeg lå og gispede efter luft i mit primitive kammer, gik jeg endnu en lang tur, denne gang fik jeg de rigtig billeder. Bønder i marken, legende børn, yakokser, muldyr, og ikke mindst folk med enorme byrder på ryggen.
Efter et måltid i lodgens spisesal, hvor jeg var eneste gæst, var der ikke meget andet at foretage sig end at gå i seng med min nyindkøbte strikkehue på for at holde varmen.
Natten var den mest stille, jeg har oplevet, og med stjerner og måne af lysende brillians. Klokken midt om natten vågnede jeg og gik op på terassen og kiggede stjerner, bevæbnet med stativ og kamera. Månen lyste på snedækkede tinder, og himmelrummet var gennemsigtigt. I mit næste liv vil jeg gå ad The Everest Trail under blomstrende Rhododendron og sove under stjernerne på verdens tag.

Tilbage til hovedstaden
Et alt for kort ophold sluttede med flyveturen tilbage til hovedstadens larm og stikkende luft. Igen var mr. R. Silwal på pletten, og viste mig den gamle kongeby Bhaktapur, hvorefter vi holdt i kø i to timer for at må frem til Abeklostret, der ligger ovenfor byen. Det nåede at blive mørkt, og endnu engang var jeg lykkelig for det ualmindelig fede udstyr, jeg havde med. Der var billeder i det, selv efter solnedgang.
Aftenens middag blev indtaget på en restaurant, hvor alle tjenerne var døvstumme! Vi fik Mo-mo, en slags dumplings i krydret sauce, og dertil krydrede brasekartofler. Det var første gang jeg ikke fik chicken & curry med ris. På én eller anden måde lykkedes det mig at tage to kilo på på en uge; til gengæld undgik jeg diarré og andre dårligdomme.
Sidste dag
Det var blevet lørdag, og Silwal ville hente mig kl 11 og køre mig til lufthavnen. Klokken var kun 8, og hvem véd- måske kommer jeg aldrig her mere! Så mig ud i en taxa, med ordren om at se mere af Kathmandu´s berømte seværdigheder. Chaufføren foreslog tempelbyen ved floden hvor man brænder de døde, og det var et kig ind i en virkelig fremmed verden, et sted, hvor man er ét med ritualerne, og hvor fællesskabet mellem mennesker og gud bringer de efterladte gennem sorgen. En gribende oplevelse. Herefter virkede den store Stupa i bymidten næsten hjemlig, den har man set på alle postkort fra hippievennerne.
Det var et godt sted at sige farvel til dette fantastiske land. Det var lige før min sjæl indhentede mig, inden jeg - denne gang alene- atter skulle ud på en 23.-timers naturstridig flyrejse (med 6,5 timers pause i Bangkoks lufthavn) hen over verdens urolige brændpunkter som Afghanistan, Iran og Irak, for omsider at vakle hen til 17-eren til Brabrand. Der var næsten ikke nogen, der opdagede, jeg havde været væk!